Under det ekspansive Han-dynasti (205 f.Kr. -220 e.Kr.) åbnede kineserne for alvor op for forbindelser til de vestlige områder. Kineserne brugte silken af politiske grunde, som gaver til herskere, der boede vest for riget, dels startede de Silkevejen, karavanevejen, der gik tværs gennem Asiens øde områder. Som regel førte kineserne selv deres varer til grænsen af det gamle Persien, hvorfra parthiske købmænd videreførte varerne til vigtige handelsstationer.
Silkevejen er egentlig et misvisende ord, da der er tale om et netværk af handelsveje, der forbandt Kina med Mellemøsten og Europa. For et par tusinde år siden blev det kæmpe vejsystem, hvis strækninger tilsammen udgør næsten 15.000 km – kaldt for Kejservejen. Det var først i slutningen af 1800 tallet, at den fik sit nuværende poetiske navn. Silkevejens ‘guldalder’ var først og fremmest under Han-Dynastiet, men igen under Tang-Dynastiet (618-907 e.Kr.) oplevedes en blomstringstid.
Silken
Silke var blot en af de mange dyre og kostbare varer, der blev udvekslet mellem øst og vest ad Silkevejen. Også Jade og lapis lazula, krydderier, frugter og blomster kom til Europa via de gamle færdselsruter. På vej til Kina var karavanerne belæsset med guld, sølv, uld- og lærredsstoffer, elfenben og rav. Mange mennesker, deriblandt håndværkere, gøglere og kunstnere, munke, pilgrimme og soldater rejste alle ad Silkevejen, og de lærte nye ting og spredte viden undervejs.
Silkevejen er således også historien om kulturer langs vejen, den fortæller om nomader og byfolk i Centralasien og er bindeleddet mellem øst og vest. Karavanerne tilbagelagde sjældent alene den lange rute ud og hjem. Derfor kunne man heller ikke forvente at se en kinesisk købmand i Rom eller en romersk handelsmand i Kina. En ubrudt række af strategisk velbeliggende oaser var vigtige for Silkevejens eksistens. Uden oaserne kunne den ikke overleve.
Netværk af handelsveje
Netværket af handelsvejene, der tilsammen danner begrebet Silkevejen, ændredes i 600-årene, hvor Silkevejen holdt sig fra de ruter, der berørte den arabiske halvø. Krig og en høj told på varerne blev for belastende for fjernhandelen. Der udvikledes således en nordlig rute, som gik fra den sydlige del af Det Kaspiske Hav og videre til den nordlige del af Det Kaspiske Hav og over land til Sortehavets østkyst, hvorfra der atter sejledes til Konstantinopel, lig det nuværende Istanbul, som var hovedstaden i Det Byzantinske Rige. Herfra formidledes silken mod nord til Rusland, Skandinavien og videre mod vest til det kontinentale Europa og England.
I 1200-årene blomstrede handelen langs Silkevejen op igen. Mongolerne beherskede et omfattende område, blandt andet Rusland, Irak og Iran, Centralasien og Kina. Lederen bar titlen Khan. Marco Polo, en venetiansk rejsende og rig købmandssøn, ledsagede i 1269 sin far og onkel på en rejse over land til Kina. Det var så stor en oplevelse for Marco Polo, at han nogle år senere selv rejste til Kina, og han blev der i 17 år (1275-1292). Han blev knyttet til den kejserlige administration. Kina blev på det tidspunkt regeret af den mongolske kejser Khubilai Khan.
For godt 100 år siden fik Silkevejen fornyet opmærksomhed, idet den blev de store opdagelsesrejsendes mål. Mange forskere blev fascineret af Silkevejen, og det medførte store videnskabelige ekspeditioner.
Sven Hedins bedrifter som opdagelsesrejsende var rigtig. Hans kortarbejder var så nøjagtige, at de i dag med moderne opmålinger næsten holder stik. Han beherskede syv sprog flydende, han havde indsigt i videnskabelige emner og endelig kunstnerisk sans. Alle disse egenskaber gjorde ham velegnet til ekspeditioner i de øde og ofte meget farlige områder i Centralasien og Kina.
Silkevejen i dag
Silkevejen har fortsat i dag et islæt af undren, mystik og eventyr med sig. Silke har, siden den blev kendt, været en højt prioriteret handelsvare. Den har haft en stærk symbolværdi for den politiske autoritet i anvendelsen af dragter til kejsere og kirkens folk. Derfor er vi i dag som for 2000 år siden dybt afhængige af kinesisk silke. Transportvejene er anderledes: Den gamle Silkevej er fortsat levende, og vor tids rejsende lader sig også betage af de gamle stationer langs Silkevejen.